This text is replaced by the Flash movie.

Virksomhedsplan 2011

     


 

 
     
     
     


Året 2011 tegner til at blive et særdeles spændende og udfordrende år for produktionsskolerne, herunder også Gøglerproduktionsskolen.

Finansloven for 2011 er forhandlet færdig, og på produktionsskoleområdet betyder det i hovedtræk: reduktion af driftstilskuddet 1½ %, reduktion i skoleydelsen for de hjemmeboende over 18 år, indsnævring af målgruppen, samt forøgelse af selvbetaling til transportudgifter.


Endvidere har vi konverteret undervisertimer til vejledertimer, hvilket har gjort, at vi har været i stand til at ansætte en medarbejder mere som fuldtids vejleder, specielt med fokus på og udredende og støttende samtaler.
Dette har vi gjort i erkendelse af, at målgruppen forandrer sig. Vi oplever flere og flere elever der har en psykiatrisk diagnose (typisk ADHD/ og eller depression), og ligeledes elever med misbrug.
Vi har, efter forhandlinger med Århus Kommune, fået en 160 000 til at fokusere specifikt på elever med ADHD.

Vi har endvidere fået forhandlet os frem til, at Århus Kommune vil give udslusningstaxameter til en del af de elever, hvor vi ikke får statsligt finansieret udslusning.
Det vil dreje sig om den gruppe elever, hvor man kan se en positiv udslusning til f. eks. Alléskolen, STU (særligt tilrettelagt uddannelse), relevante daghøjskoleforløb, job gennem jobcentret. Kort sagt, elever hvor der ses en progression, uden at det nødvendigvis er til en statsanerkendt uddannelse.

Vi har, efter et lidt trægt efterår fyldt op på linjerne, og i ledelsen mener vi, at vi har truffet de nødvendige tiltag, for at komme regeringens nedskæringer i forkøbet.

Inspireret af vores jubilæumsfest i 2010 vil vi også i 2011 lave en stor samlet forestilling i marts på Archauz, der inddrager alle linjer på skolen. DET BLIVER FEDT.

På trods af trange tider, har vi også i 2011 prioriteret at danselinjen kommer på udenlands tur.

Køkkenet i Guldsmedgade fungerer, så der er morgenmad og frokost til eleverne i den del af byen. Vi mangler nu blot at få madordningen til at fungere på Banegårdspladsen, så ordningen kan omfatte alle elever på Gøglerskolen. Vi annoncerer nu efter fleksjobber til stilling i køkkenet på danselinjen.

Vi vil i 2011 fortsætte vores gode samarbejde med UU-centrene, der fremover kommer til at spille en endnu mere central rolle, i den enkelte unges forløb. Dette samarbejde vil omfatte en fælles konference den 2. feb., hvor vi sammen med Århus Produktionsskole og Egå Produktionsskole inviterer UU Århus til at drøfte udbygning af samarbejdet, herunder løbende evaluering af det nye udslusnings-taxameter, brugen af ADHD midler, m.m.
Vi vil fortsætte med at udvikle vores samarbejde med ungdomsuddannelserne i Århus, for at sikre at så mange som muligt kommer i gang med en ungdomsuddannelse efter produktionsskoleophold, samt for at videreudvikle på kombinationsforløbene, som vi oplever værende en god introduktion til uddannelsesområdet, for mange af vores elever.

Vi har fået 250 000 af Århus Kommune til etablering af rap-linje i Århus Vest i samarbejde med Rap Akademiet. Vi glæder os til denne udfordring.

Vi er i samarbejde med Århus Kommune, Landsbygge Fonden og Cirkus Tværs i gang med, at indrette Nordgårds Hallen i Gjellerup til fælles indflytning. Vi vil etablere et hold elite artister og dansere i Nordgårds Hallens lokaler i tæt samarbejde med Cirkus Tværs.

Ide og tekstil
I det nye år vil idé & tekstillinjen producere kostumer og dragter til institutioner og private. Vi vil fortsætte med en ugentlig sminkedag for institutionerne i Aarhus.
Vi vil arbejde med design opgaver, der ligner dem på TEKO. Overordnet planlægger vi arbejdet på linjen så eleverne får mulighed for at udvikle deres faglige, personlige og sociale kompetencer. Til det formål vil vi bruge naturen, kulturen og de andre linjer. Vejledning bliver udbygget med gruppe vejledning.
Vi vil have fire fastlagte praktik uger om året og kraftigt opfordrer eleverne til at tage yderligere fire uger. Kombinationsforløb og besøg på uddannelsesmesser står højt på vores prioriteringsliste, sammen med virksomhedsbesøg.

Træ og pedel-linjen:
I takt med skolens udvidelser, og ønske om vedligeholdelse og nybygning/installation i høj kvalitet, er byggeopgaverne i stort omfang overtaget af professionelle håndværkere under ledelse af Søren eller Jens. Det giver os mere tid til at koncentrere os om eleverne. Vi holder fast i de månedlige faglige eller kulturelle arrangementer ud af huset.
En gradvis opgradering af maskinparken, herunder en ny rundsav, giver os mulighed for at lave produkter i højere og mere tilfredsstillende kvalitet end før. Desuden er vi nu i stand til at lave klassiske flightcases.
Vi har nu fået et malerværksted og hermed en ny mulighed for udfoldelse indenfor klassiske og kunstneriske malerteknikker. Vi er interesserede i at lave udsmykningsopgaver for andre linjer. Desuden vil vi (både træ og maling) gerne udvikle produkter, der kan sælges i butikken.

Business & Butik
Butik Triks lukker, og dermed mister linjen butikken som værksted i butiksdrift. Butikslokalet indrettes til gengæld som læringsrum for aktiv læring, herunder læringsstile, undervisning i indretning af butikslokale, messestande, udstillinger og events.

Ved siden af den faglige undervisning i dansk, engelsk, matematik og HG-fag, vil linjen fortsat lægge vægt på forløb som demokrati, selvværd og selvtillid, foto-udstilling og udflugter - herunder virksomhedsbesøg.

I kraft af flere vejlederkræfter er der blevet plads til dels at styrke kvaliteten af undervisningen samt bakke op om eleverne, som generelt får stadigt større brug for støtte.

Carpe Diem
Carpe Diem fortsætter som indtægtsdækket virksomhed. Udover efterværn for nogle af de udslusede elever, vil der blive iværksat mentorordning for de elever der har brug for det i udslusningsfasen.
Der arbejdes i 2011 med at formalisere samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere såsom Center for misbrugsbehandling og alkoholrådgivningen.
Carpe Diem har iværksat en rådgivnings cafe der vil være åben for henvendelser fra tidligere Carpe Diem deltagere hver torsdag fra 16-18. Her vil de kunne få hjælp til evt. at læse breve, hvem de skal kontakte i forhold til nuværende situation o.l. Der er tilbud om Mindfulness i denne periode som vil blive udbygget i løbet af året.

Artist-linjen
Artistlinjen vil i det nye år styrke og udbygge den stærke faglige profil kombineret med personlig, uddannelses og erhvervsrettet vejledning. Vi vil fortsætte med at udvikle og udbygge vores undervisning så det passer til målgruppen og vil understøtte et rummeligt og levende ungdomsmiljø med fokus på netværk og læring og den enkeltes betydning og ansvar for sig selv og gruppen.
Vi vil imødekomme og styrke det stigende behov for personligt afdækkende og støttende samtaler.
Vi vil fortsat deltage og udvikle forestillinger og events til gavn for kulturlivet i og omkring Århus. Vi har rigtig gode erfaringer med at lære eleverne om rollen som formidlere via workshops på skoler og øvrige institutioner. Derfor styrker vi dette år indsatsen med workshops og samarbejde med Efterskoler. Vi skal besøge Femmøller, Vostrup, Eriksminde og Mellerup efterskole.

Vi fortsætter samarbejdet med fagskolerne (Teknisk skole, Sosu, Købmandsskolen...) og EGU.
Vi følger op på samarbejdet med AFUK; Performers House, Cirkus Tværs og andre samarbejdspartnere, dels i forhold til praktikker og dels omkring faglig inspiration og udvikling.

Almene fag
I dansk, matematik og engelsk er der stadig fokus på, at undervisningen inddrager så mange læringsstile som muligt. Konkrete materialer i alle fag vil blive inddraget og undervisningslokalet indrettes fleksibelt, således at det giver plads til anderledes undervisningsmetoder.
Det er ydermere en målsætning at udvikle et afklaringsværktøj, så alle elever kan blive bevidste om deres personlige læringsstil.
Der etableres ordblindeundervisning som et frivilligt tilbud på skolen, ligesom det er hensigten at ordblinde elever skal kunne deltage i skolens almene fag på lige fod med andre elever.
Det overordnede mål for den almene undervisning er at give eleverne succes på deres eget niveau i fagene og dermed lyst til et videre uddannelsesforløb

Danse-linjen
På danselinjen vil vi i 2011 prioritere at få optimeret vejledningen i form af en ny ekstra vejlederstilling på skolen.
Vi afprøver et nyt koncept med mulighed for støttende samtaler 3 dage om ugen. Vi arbejder videre på at få indført frokostordning.
Vi vil i løbet af året forsøge at indføre nogle nye fag på danselinjen ”Dansens historie” og ”Koreografisk arbejde” med afsluttende prøver.
Vi vil arbejde på, at få integreret livemusik i forbindelse med optræden. Derudover vil vi i årets løb tilbyde foredrag om forskellige aspekter af ungdomslivet.

Cafe-linjen
I cafeen vil vi videreudvikle det pædagogiske arbejde. Vi vil have særlig fokus på elevernes sociale færdigheder og evne til at indgå i arbejdsfællesskab.
Vi vil gøre cafeens formål og struktur tydeligere, ved bla. at have klare retningslinjer for det daglige arbejde og klare forventninger til den enkelte elev.
Vi vil fremme erhvervsrettede aktiviteter i samarbejde med vores butik Triks og lokale cafeer.
Vi vil værne om det gode sunde måltid, med fokus på at videreudvikle cafeèn til at omfatte større bæredygtighed.
Vi vil lave forsøg med cafeeftermiddage i Guldsmedegade, med brug af diverse maskiner til f.eks. fremstilling af forskellige slags kaffe og juice.

Medie-linjen
I 2011 vil Medielinjen fortsætte med at producere Tv-programmet Monsoon Magazine, som sendes hver lørdag kl. 13.00 – 13.30 på Kanal Østjylland.
Medielinjen står desuden bag hjemmesiden monsoontv.dk, hvor der udover udsendelserne findes en del egenproducerede musikvideoer og specialproduktioner.

Dagligdagen på linjen lærer eleverne at forholde sig til deadlines og vigtigheden af at udfylde ansvar gennem en disciplineret indsats.
Derudover er der på medielinjen plads til, at eleverne afprøver deres egne ideer til dels satire og sketches, men også kortfilm og små dokumentarproduktioner.

Udover tv-produktion kan man som en nyhed på linjen også lære at bruge et fotokamera, samt hvordan man efterredigerer billederne i Photoshop. Der vil ligeledes være mulighed for at arbejde med fremstilling af foldere, pjecer og flyers osv.

 

December 2010

 


Hent gratis AcrobatReader til at læse PDF filer.

 

Klik her for at hente virksomhedsplanen for 2011
(PDF - 4 sider)

Klik her for at hente virksomhedsplanen for 2010
(PDF - 3 sider)

Klik her for at hente virksomhedsplanen for 2009
(PDF - 2 sider)

Klik her for at hente virksomhedsplanen for 2008
(PDF - 2 sider)

Klik her for at hente virksomhedsplanen for 2007
(PDF - 2 sider)

Klik her for at hente den overordnede virksomhedsplan fra 2006
(PDF - 23 sider)

 

 

Gøglerproduktionsskolen. Tlf. 8619 5699
Post: Klosterport 4D. / Besøg: Klosterport 4M, 2.sal., 8000 Aarhus C.

 

Flink-E-link * En linkudvekslingsservice fra Safi.dk chart.dk